Forest Garden
Oven over skyerne i bjergene i Khalkidhiki i det Nordøstlige Grækenland, langt fra strøm, vand og mobilmaster, ligger trøffelprducenten Dasokipos, hvor Nikos Athanasiadis og hans folk samler trøfler og vilde porcini-svampe (karl johan), som de bruger i en række udsøgte trøffelprodukter, der produceres på stedet og sælges til hele verden som Forest Garden serien.
Nikos er ret kræsen med, hvilke ingredienser han vil bruge i sine produkter. Han får alt sit vand direkte fra en boring på bjerget, og han mener selv, at han har fundet den absolut bedste græske koldpressede jomfru-olivenolie og det bedste naturlige krystalsalt til sin fleur-de-sel og trøffelolie.
Vi var i hvert fald meget imponerede, og det var en fantastisk oplevelse at se mørket falde på i bjergene, mens vi delte en svampepaté, smagte hans varme, friske hjemmelavede svampe-fond og snakkede forretning. Og han siger i øvrigt, at man slet ikke behøver være bange for ulvene deroppe, de spiser kun geder og lam.
